AAARGH

[ AAARGH INDEX ] [ DEUTSCH ] [ ENGLISH ] [ FRANÇAIS ] [ SVENSKA ]


AAARGH / DANSK

 

 

Myten om Oradour-sur-Glane


Af Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning

 

Oradour-sur-Glane er navnet på en fransk landsby 25 kilometer nordvest for Limoges, der under 2. verdenskrig fik en dyster betydning.
I Gyldendals Tibinds Leksikon fra 1978 læser man: "Efter De Allieredes invasion i Normandiet udslettedes byen, som repressalier for modstandsbevægelsen virksomhed af SS-tropper 10.6.1944. Den mandlige befolkning blev skudt, kvinder og børn indebrændt i kirken; ca. 650 mennesker mistede livet."
I Den Store Danske Encyklopædi læses på samme måde: "Oradour-sur-Glane, fransk landsby ca. 25 km NV for Limoges; landsbyen blev 10.6.1944 lagt øde, og næsten alle beboerne myrdet af en tysk SS-enhed som repressalie for modstandsbevægelsens påståede aktiviteter. 245 kvinder, 207 børn og 190 mænd blev ofre for massakren, der fandt sted på toårsdagen for en tilsvarende i Tjekkoslovakiet (se Lidice), og blot ti personer, som simulerede døde, undslap. Ruinerne af Oradour ligger urørte som mindesmærke; efter krigen er en ny landsby opført i nærheden." Og lignende læses i andre moderne opslagsværker.
Men, som der står at læse i artiklen Der Fall Oradour i Der Grosse Wendig. Richtigstellungen zur Zeitgeschichte I-III (1) fra 2007, som vi her støtter os til, så viser disse udsagn, hvor lidt man kan forlade sig på leksika, når det drejer sig om politiske udsagn angående den 2. verdenskrig. Og når leksika er upålidelige, så kommer den offentlige mening til at lide derunder.
Oradour er, akkurat som Tulle, der ligger i nærheden, blevet til et symbol på forbrydelser angiveligt begået af Waffen-SS (2), og det samme gælder Lidice i Tjekkoslovakiet og Marzabotto i Italien. Alle disse lokaliteter har det tilfælles, at datidens fjendtlige krigspropaganda uden at de faktiske kendsgerninger blev efterprøvet, og således blev groft forvrænget, blev overtaget af den tyske historieskrivning, der havde til formål at "opdrage i en ny ånd".
Hvad der i dag står fast, er, i kort begreb, følgende: De allierede landede i Normandiet den 6. juni 1944. Den ventede invasion var begyndt. Den 8. juni fik 2. SS-Panzer-Division "Das Reich", der var opstillet i Sydfrankrig, ordre til at marchere i retning af invasionsfronten, for undervejs at sikre det af partisanerne stærkt besatte område omkring Limoges. Den 9. juni kom det til voldsomme kampe ved Tulle, der var besat af partisanerne. Det blev herefter fastslået, at talrige tyske soldater var blevet myrdet og mishandlet på det grusomste.
Om aftenen den 9. juni blev bataljonsfører og ridderkorsbærer Sturmbannführer Helmut Kämpfe fra Panzergrenadierregiment "Der Führer" under SS-Division "Das Reich", efter at være kørt alene i forvejen for sine tropper i en personbil, bortført af partisanerne. Den følgende morgen meddelte to franskmænd de tyske tropper, at en højtstående tysk officer i Oradour blev holdt som fange af Le Maquis - den franske modstandsbevægelse - og at han skulle henrettes offentligt og brændes levende. I Oradour befandt sig en Maquis-stab, som hele befolkningen måtte arbejde for.
Først forsøgte man fra tysk side med fredelige midler af få Kämpfe frigivet. Man tilbød at frigive 30 franske modstandsfolk, dertil en løsesum på 40.000 Frank, og personlig immunitet for en forbindelsesmand. Dette forslag forblev uden resultat.
Sturmbannführer Adolf Diekmann fik derpå befaling til at marchere til Oradour med 1. bataljon. Hvis man ikke fandt Kämpfe, skulle han tilbyde at udveksle medbragte Maquis-ledere mod Kämpfe. Dette tilbud om udveksling blev givet til en Maquis-leder, der blev sat på fri fod og overbragte det til sin chef. Men det blev ikke modtaget.
Tyskerne indtog derpå Oradour, hvor de stødte på modstand og fandt ligene af et større antal tyske soldater. Byen blev besat og husene gennemsøgt. Der blev fundet en mængde våben og ammunition. Diekmann lod senere den mandlige befolkning pågribe og henrette ved skydning. Kvinder og børn blev spærret inde i kirken - af hensyn til deres egen sikkerhed. Husene blev stukket i brand. Flere huse, hvor der var skjult ammunition, sprang i luften. Det samme skete med kirken, enten fordi branden greb om sig, eller fordi partisanerne havde stukket ild til kirken. Det står fast, at der skete en gevaldig eksplosion i kirken, hvorfor der må have været en stor mængde ammunition skjult på dette sted. Ammunitionen stammede fra engelske nedkastninger og var blevet anbragt i kirken af den kommunistiske partisanchef Georges Guingoin. Fra fransk side nævnes 548 ofre, og hovedansvaret må efter alt at dømme placeres hos den kommunistiske partisanchef. Biskop Rastouil fra Limoges besøgte Oradour tre dage senere. Han udtalte sig ikke offentligt om sagen. Den lokale præst, Chappelle, synes sporløst forsvundet.
Sturmbannführer Kämpfe synes at have lidt en grusom død. Det forlyder, at dette kunne ses på hans skelet. De franske myndigheder vægrede sig længe ved at identificere det sted, hvor han var blevet begravet. De nærmere omstændigheder omkring mordet på Kämpfe har man fra fransk side ønsket at hemmeligholde, fordi, som det hedder: "Kämpfe-episoden også skjuler andre kendsgerninger, som ingen længere ønsker kommer for dagens lys."
I perioden 13. januar til 12. marts 1953 blev der i Bordeaux afholdt en såkaldt "Oradour-proces". Man har - sikkert med rette - betegnet det som en typisk skueproces, hvor formålet ikke var at finde frem til ret og sandhed, men derimod at fasttømre et i forvejen fastsat begivenhedsbillede, altså et billede, der behagede den franske modstandsbevægelses ledelse.
Flere tyskere blev frikendt, men mange blev dømt, enten til døden eller til lange fængselsstraffe.
Imidlertid gik det anderledes. Efter aftale med de tyske forbundsmyndigheder blev alle de dømte ret hurtigt løsladt mod løfte om ikke at udtale sig til offentligheden. Sagens akter holdes hemmelige for en periode på 70 år.
Resultatet er således, at de pågældende SS-folk på den ene side er dømt skyldige, på den anden side i realiteten er kendt uskyldige. Alt falder først på plads, når sagens dokumenter ikke længere holdes hemmelige.
Og dog.
I 1963 besøgte en tysk officer, oberstløjtnant Eberhard Matthes, Oradour. Han beretter bl.a. om sine oplevelser. Han var iført tysk uniform og kørte i en jeep tilhørende Bundeswehr.
Kort efter hans ankomst, blev hans jeep omringet af mange børn og ældre, som hilste ham meget venligt. De sagde, at han ikke skulle tage de almindelige skildringer af datidens begivenheder alvorligt. Man forklarede ham, at kirken ikke var blevet stukket i brand af tyskerne, tværtimod havde SS-mændene gjort, hvad de kunne for at redde kvinder og børn ud af den brændende kirke. To kvinder bekræftede, at de selv kun havde overlevet takket være de tyske SS-folk. Flere SS-folk have selv mistet livet under redningsaktionen. Befolkningen kunne også på anden vis bekræfte, at de franske modstandskæmpere havde opført sig grusomt mod tyske soldater, og at Oradour efterhånden var blevet et sted, der modtog turister, man gerne ville fastholde. Matthes fik også at vide, at der stadig var mange vidner, der i 1953 havde kunnet vidne om, hvad der faktisk var sket i 1944. Men retten i Bordeaux havde ikke ønsket at lytte til disse vidner. Desuden var de tyske SS-folk jo ret hurtigt blevet sat på fri fod. Havde man henrettet SS-folkene, kunne man sikkert have regnet med, at vidnerne om sandheden om Oradour ville have reageret.
Det synes herefter at være klart, at tragedien i Oradour blev udløst af den kommunistiske modstandsbevægelses ledelse. Der er altså to sandheder om Oradour. Den officielle, som de fleste ukritisk sluger, og den kildekritiske, som endnu ikke synes at være nået til Danmark.
Det var Diekmann, der gav ordren til henrettelsen af den mandlige befolkning i Oradour. Denne ordre blev givet egenmægtigt, og medførte at hans chef, Sylvester Stadler, straks rejste krav om en nærmere undersøgelse. Denne blev dog ikke til noget, da Diekmann kort tid efter faldt i kamp. Diekmanns ordre var ikke i modstrid med gældende regler for krigsførelse. Oradour kan derfor ikke med rette anføres som eksempel på en krigsforbrydelse, der skyldes Waffen-SS. Selve henrettelsen af den mandlige befolkning har været en rædselsfuld oplevelse, men man må, som sagt, ikke glemme, at den i princippet var sanktioneret af de allierede. Der var enighed om krigens regler.
For få år siden offentliggjorde den unge franske historiker Vincent Reynouard bogen Die Wahrheit über Oradour. Was geschah am 10. Juni 1944 wirklich. Rekonstruktion und Forschungsbericht (3). På naturvidenskabeligt grundlag fastslår Reynouard bl.a., at godt nok brændte kirken, men det afgørende var, at der også var foregået en voldsom eksplosion - en eksplosion, som man senere havde forsøgt at skjule sporene efter. Eksplosionen stammede altså - som man allerede vidste - fra det ammunitionslager, som modstandsbevægelsen havde anbragt i kirken. Havde modstandsbevægelsen informeret tyskerne i tide, kunne kvinderne og børnene have været reddet fra en grusom død.
Udgivelsen af denne bog bragte Reynouard i store vanskeligheder. Han blev fyret fra sit arbejde som skolelærer, og anklaget for "at billige krigsforbrydelser". Han måtte flygte til Belgien med sin familie, og forfølgelsen af denne tapre unge mand synes ingen ende at få.
Overflødigt at bemærke: Vi kender Reynouard personligt. Han er alt andet end "nazist", der "billiger krigsforbrydelser". Reynouard er af god familie, hans far var borgmester, sønnen er en from katolik, der ikke forsømmer nogen messe. For Reynouard er det en religiøs pligt, noget han skylder Jomfra Maria, at få afdækket sandheden om Oradour.
Det er også klart, at såvel franske som tyske myndigheder må kende sandheden om Oradour. Man synes åbenbart, at mene, at det er bedst for offentligheden, at den har en gal opfattelse af de faktiske kendsgerninger.
Denne mistillid til historisk sandhed er efterhånden ved at være temmelig udbredt. Vi mener, at det er bedre at se realiteterne i øjnene, tage ved lære deraf, og så forsøge at undgå lignende ulykker fremover.
Den, der har studeret løgnene omkring Katyn, Majdanek osv. genkender let to træk, der karakteriserer kommunistisk krigsførelse: Hæmningsløs løgn og grusomhed over for fjenden. Skønt krigen er slut, lever propagandaen videre. 
 
 
Referencer
(1) Grundlag for denne skildring er - som allerede nævnt - artiklen Der Fall Oradour, som findes i andet bind af Der Grosse Wendig. Richtigstellungen zur Zeitgeschichte I-III, udgivet af Rolf Kosiek og Olaf Rose. Grabert Verlag, Tübingen 2006-2008.
Der Grosse Wendig (DGW) er et overordentligt værdifuldt og omfattende videnskabeligt arbejde, som bør findes i ethvert bibliotek omhandlende de sidste hundrede års tyske historie. Første bind indeholder 216 selvstændige artikler om emner fra kejsertiden til bombekrigen. Med andet bind når man op på 494 artikler, med tredje bind på 727 artikler. Den sidste artikel handler om katastrofen i New York, den 11. september 2001. Alle artikler er veldokumenterede. I betragtning af, hvor dårligt det står til med den danske officielle historieskrivning om disse emner, udtrykker vi ønsket om, at et dansk forlag ser det som sin pligt at tage skridt til udgivelsen af en komplet dansk oversættelse af dette hovedværk. DGW er, som nævnt udgivet af Dr. Rolf Kosiek og Dr. Olaf Rose. Deres medarbejdere er: Michael Klotz, Dr. Hans Meiser, Anmdreas Naumann, Dr. Claus Nordbruch, Karl Richter, Will Seelmann-Eggebert, Michael Winckler.
(2) Otto Weidinger: Tulle und Oradour Die Wahrheit über zwei "Vergeltungsaktionen" der Waffen-SS. Nation Europa Verlag. Coburg 1999.
(3) Vincent Reynouard: Die Wahrheit über Oradour. Was geschah am 10. Juni 1944 wirklich. Rekonstruktion und Forschungsbericht. Druffel-Verlag, Sibylle von Druffel Inh. Dr. Gert Sudholt, 1999.


AAARGH

Artikel 19.
Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.

VERDENSERKLÆRINGEN OM MENNESKERETTIGHEDERNE
INDLEDNING (1948)

Immikkoortoq 19.
Kinaluunniit pisinnaatitaavoq killiliiffigineqanngitsumik isummaminik nalunaaruteqarnissamut aammalu killiliiffigineqanngitsumik oqaaseqarsinnaatitaanissamut; pisinnaatitaaffimmi tassani aamma pineqarput allanit akuliuffigineqarani namminerisatut isummamik nalunaaruteqarsinnaatitaaneq aammalu nalunaaruteqarniarnermi atorneqarsinnaasut suulluunniit aqqutigalugit aammalu nunat killeqarfii apeqqutaatinnagit paasisassarsiorsinnaaneq eqqarsaatinillu nalunaaruteqarsinnaaneq.

INUTTUT PISINNAATITAAFFIIT PILLUGIT SILARSUARMIOQATIGIINNUT NALUNAARUT AALLAQQAASIUT (1948)

Artikkel 19.
Alle skal ha meinings- og ytringsfridom. Denne retten gjeld fridom til å ha meiningar utan innblanding, til å søkje, ta imot og gjere kjent opplysningar og idear gjennom alle dei informasjonskanalar som finst, og på tvers av alle grenser.

DEN INTERNASJONALE FRÅSEGNA OM MENNESKERETTANE
INNLEIING (Norsk - 1948)

aaarghinternational@hotmail.com