AAARGH

[ AAARGH INDEX ] [ DEUTSCH ] [ ENGLISH ] [ FRANÇAIS ] [ SVENSKA ]


AAARGH / DANSK

 

Christian LINDTNER

REVIEW OF THE HOLOCAUST: GLOBAL VISION

Tehran, 11-12 December 2006

 

nogle personlige iagttagelser

Formålet med konferencen var, som Irans udenrigsminister Manouchehr Mottaki indledningsvis meddelte, primært at give europæiske forskere mulighed for frit og uforstyrret at fremsætte deres synspunkter omkring det kontroversielle emne: Holocaust.
Begrebet Holocaust kan defineres på flere forskellige måder. Her tænkes især på Holocaust som et af Hitler beordret og planlagt massemord på alle jøder, ialt 6.000.000, især ved hjælp af gaskamrene i Auschwitz-Birkenau, altså  det store "masseødelæggelsesvåben". Offentligheden får sjældent at vide, at videnskabsmænd og andre, der tillader sig at forholde sig kritisk til påstanden om Holocaust, defineret på denne måde, bliver udsat for forfølgelse i flere europæiske lande. Flere forskere har mistet deres arbejde, andre er blevet kastet i fængsel, alle må de betale en meget høj personlig pris - blot fordi de viser det mod, der åbenbart skal til for at forholde sig ærligt til fortiden, når talen er om Holocaust.
Der var tale om en international konference, arrangeret af de iranske myndigheder, og  foreløbige rapporter fra konferencen foreligger allerede i et stort omfang. At skabe sig et samlet overblik over alt, som foregik, var ikke muligt for én enkelt deltager. Mine egne indtryk skal derfor suppleres med andres beretninger, for at man kan danne sig et samlet indtryk af konferencens forløb og resultater. Den internationales presses dækning af begivenhederne er, som jeg nu ser, desværre yderst  ensidig og upålidelig. Udenrigsminister Mottaki udtalte, at alle foredrag ville blive publiceret af IPIS, det institut, som havde ansvaret for afholdelsen af konferencen. Først når disse foredrag foreligger på tryk, vil man kunne foretage en endelig vurdering af denne begivenheds særlige betydning.
At Iran omfatter konferencen med største alvor, blev snart klart. Dr. Mahmud Ahmadinejad, Irans Præsident, har ved flere lejligheder udtalt sig om sagen, senest i TEHRAN TIMES ( 12/122006 , s. 2): "Just as the fake Zionist regime was established by big powers based on lies, it should either pack up and leave or hold a free referendum to establish a government based on the will of the Palestinian nation in which all Palestinians, including Jews, Christians and Muslims will be given the chance to vote."
Præsidentens argument er ikke til at misforstå: Staten Israel er roden til meget ondt på denne klode, og baseret på løgne. Og da der med udtrykket "lies" navnlig tænkes på "Holocaust", så er det klart, at man fra iransk side ønsker størst mulig klarhed omkring de faktiske historiske forhold. Udenrigsministeren udtalte derfor: "Vi skal hverken bevise eller modbevise Holocaust, men blot give europæiske forskere mulighed for at fremlægge deres synspunkter."
Fra iransk side ønskede man en international konference med deltagere fra mange lande, med mange synspunkter. Der var indsendt omkring 800 foredrag, men tiden tillod kun omkring 40 gæster at holde deres foredrag. Jeg lyttede selv til omkring halvdelen af disse foredrag. Mit eget foredrag, mandag eftermiddag, havde titlen: "Danish media and the Holocaust 1998-2006".
Der er ingen tvivl om at konferencens hovedperson var professor Robert Faurisson. Hans foredrag foreligger allerede på nettet. Faurisson indtog hæderspladsen ved siden af Udenrigsminister Mottaki ved festmiddagen i Udenrigsministeriet, tirsdag aften. Faurissons argument for at Holocaust er en myte, er uhyre enkelt, og det blev gentaget tirsdag formiddag i en debat med en "traditionel" historiker, den iranske professor Golamreza Vatandost, der flere gange i sit foredrag udtalte, at Holocaust var en veldokumenteret kendsgerning, hvorom der ikke kunne herske nogen tvivl. Så rejste den franske professor sig fra sin stol, bad om ordet og henvendte sig til foredragsholderen: De sagde, ærede foredragsholder, at der er mange dokumenter om Holocaust. Jeg ønsker ikke mange dokumenter, jeg beder Dem blot give mig ét dokument, som beviser eksistensen af Holocaust. Den stakkels foredragsholder vred sig som en ål! Faurisson bed sig fast, ålen sprællede mellem  ålejernets modhager. Faurisson blev ved. Foredragsholderne kunne ikke fremvise noget dokument! Han kunne kun henvise til, hvad andre havde sagt.
Moshe A. Friedman er rabbiner fra Wien. Vel tror han på Holocaust, men han mener, at tallet 6.000.000 er et mytisk tal, som stammer fra zionistiske kilder. Det rigtige tal ligger muligvis omkring 1.000.000 jødiske ofre. På dette punkt var rabbiner Friedman enig med revisionisterne, uden at han dog betragtede sig selv som videnskabsmand.  En svensk deltager, den unge Jan Bernhoff, talte om "Demography of the Holocaust", og påviste i den forbindelse bl.a., at tallet 6.000.000 allerede dukker op i den zionistiske propaganda i amerikansk presse omkring år 1900. Om jeg husker ret, anførte rabbiner Friedman, at tallet 6.000.000 allerede forekommer hos Theodor Herzl (1860-1904), zionismens grundlægger.
Dr. Töben fra Australien talte om "The Holocaust: murder weapon". Sammen med sin australske kollega, Richard Krege, havde han undersøgt forholdene i Auschwitz-Birkenau og Treblinka, og begge var de nået til den konklusion, at Holocaust, altså gaskamrene,  var det pure opspind.
En anden foredragsholder, Patrick McNally, omtalte Holocaust som "the mother of all lies". Han mente desuden, at 9/11 var en "datter" af den store løgnemoder.
Det korteste foredrag blev leveret af den østrigske ingeniør Wolfgang Fröhlich. Denne sympatiske mand, der længe har siddet i fængsel,  sagde blot, at han ikke havde noget at sige, for hvis han sagde noget, så ville han igen  blive forfulgt af de østrigske myndigheder, når han vendte hjem til Wien. Det ultrakorte foredrag blev mødt med stormende bifald, der varede længere end selve foredraget!
Dr. Herbet Schaller, en charmerende østrigsk gentleman, gjorde rede for den lovgivning, hvormed man i Østrig og Tyskland forfølger revisionisterne. Lovgivningen dekreterer simpelthen, at Holocaust er en "indlysende kendsgerning". Hvis denne "kendsgerning" benægtes offentligt, er straffen fængsel. Dr Schaller understregede, at han ikke benægtede Holocaust, men at der ikke var nogen fornuftig grund til at betragte Holocaust som en indlysende kendsgerning. Allerede den omstændighed, at der var så mange uklarheder osv. omkring Holocaust, gjorde Holocaust alt andet end "indlysende". Hordan kan der være så mange uklarheder og så megen uenighed om noget, der bare er "indlysende"?!
I mit eget foredrag, som jeg måtte holde uden manuskript - en uvenlig sjæl stjal mit manuskript for næsen af mig - gjorde jeg rede for hovedpunkterne i forløbet af debatten om Holocaust i danske medier fra 1998, hvor jeg første gang rejste tvivl om tilstrækkeligheden af den eksisterende dokumentation for eksistensen af "Hitlers masseødelæggelsesvåben", altså gaskamrene i Auschwitz-Birkenau. Reaktionen fra danske historikeres side havde altid været "Det vil vi ikke høre". Med beklagelse havde jeg konstateret , at så at sige alle danske historikere havde tilsidesat og undertrykt de hævdvundne principper for historisk kildekritik, som de ellers selv yndede at docere. Dermed var de blevet en stor fare for enhver form for historisk arbejde. I Danmark havde myndighederne siden 1998  brugt mere end 6.000.000 kroner på at bevise eksistensen af gaskamre i Auschwitz-Birkenau. I 2006, måtte man omsider give tabt. Det have ikke været muligt at bevise eksistensen af gaskamrene. Man havde nu haft otte år til opgavens løsning. Man snakkede konsekvent udenom. Man førte ungdommen og offentligheden bag lyset. Logikken havde dermed tvunget de danske historikere til at medgive noget, som næppe behagede deres følelser: at Holocaust var en myte.
 
Med stor interesse lyttede jeg også til foredrag af David Duke og Lady Michèle Renouf. Begge fremhævede de Faurissons modige og omhyggelige  arbejde, og begge fremhævede de ulykkelige tilstande i europæisk lovgivning, som nu havde bragt den engelske historieskriver  David Irving og  hædersmænd som Ernst Zündel og Germar Rudolf bag tremmer. Begge talere modtog velfortjente klapsalver for deres glimrende foredrag. Duke er utvivlsomt en betydelig personlighed, og Lady Renouf - en lady, der fortjener sin titel. Begge har en dårlig presse, som de ikke fortjener.
Den iranske professor Mohammad Ali Ramin talte om nødvendigheden af at forholde sig kritisk til de gængse forestillinger om Holocaust. Ingen kunne være uening med ham! Professor Ramin virkede overhovedet som en velmenende og yderst intelligent mand, og, hvis jeg er korrekt underrettet, en af Dr Ahmadinejads personlige rådgivere.
Blandt de franske foredragsholdere må endvidere nævnes Georges Theil, hvis foredrag havde en titel, der indeholdt en hel programerklæring: " Our Mission: To Disrupt the global slander and help build a more honest world". Georges Theil betegnede sig selv som " tilhænger af Voltaire", og det kunne jeg for min del kun have sympati for. Denne sympati deltes dog ikke af de franske myndigheder, der længe har forfulgt Theil.
Også den anden franske foredragsholder, Dr. Serge Thion, orientalist som jeg selv, gjorde med sin ro og saglighed et yderst tillidsvækkende indtryk. Som næsten alle andre europæiske forskere i Teheran var han blevet fordrevet fra sin akademiske stilling.
Fra Grækenland mødte Alfonso Pengas, der talte om "The geopolitical environment of the holocaust myth". I lighed med vist nok alle andre deltagere, var det zionisternes brutale krænkelser af palæstinensernes rettigheder, der havde vakt den store harme.
 
 
MODTAGELSE HOS PRÆSIDENTEN
De udenlandske deltagere blev tirsdag eftermiddag indbudt til audiens hos Irans Præsident. Audiensen varede godt tre timer. Med opmærksomhed og spænding lyttede jeg til hans tale. Grundbegreberne var Guds enhed, og retfærdighed,  menneskeværdighed og broderskab, men forøvrigt kunne hans tale være skrevet af Cicero. Da han indbød alle, der tænkte frit, til at betragte Iran - ariernes gamle land -  som deres hjem, fyldte disse ord mig  med en blanding af respekt og skam.
Selv er jeg en stor beundrer af Thomas Jefferson. Det moderne demokrati er et stort eksperiment. Det går aldrig godt uden "an aristocracy of virtue and talent". Iranerne havde nu fået  fat i den lange ende, tænkte jeg.  Førhen var det europæerne, der ville belære resten af verden om menneskerettigheder, om frihed til at forske og til at ytre sig. Nu havde de samme europæiske borgere været så torskedumme at forfølge alle disse fortræffelige mennesker: Faurisson, Rudolf, Zündel, Fröhlich, Verbeke og mange andre. Tyske myndigheder havde  beslaglagt pas, for at forhindre tyske statsborgere i at rejse til Tehran. Der var rygter om at flere deltagere ville blive modtaget af politiet, når de vendte hjem. Og flere af disse rygter skulle vise sig at være sande.
Svensk presse har kastet sig over den unge svensker, der nu har udsigt til at blive fjernet fra sin stilling som latinlærer.Frankrigs præsident Chirac har krævet, at der rejses sag mod den 77 årige Faurisson. Det kunne man læse på forsiden af TEHRAN TIMES, 16. Dec.Den fine lille  østrigske rabbiner risikerer, at blive anklaget for benægtelse af Holocaust osv. osv. Jeg lovede ham, at vi i Danmark selvsagt ville gøre hvad vi kunne for at hjælpe ham.
In the name of God! Hvilken katastrofe for Europa! Det er nu soleklart for enhver, at betydningsfulde europæiske nationer som Tyskland, Østrig og Frankrig brutalt forfølger dygtige og tapre videnskabsmænd blot for at holde liv i en tåbelig gaskammermyte. Det vil sige, at den megen tale om ytringsfrihed blot er hykleri og tom snak. Det kommer ikke til at vare længe, før millioner og atter millioner fatter denne enkle sammenhæng. Hele den islamiske verden vil  tilslutte sig den iranske præsidents argumentation om at "the fake Zionist regime was established by big powers based on lies". Og enhver retsindig amerikaer og europæer må bøje sig for den enkle  logiske sammenhæng.
Europas hykleri vil få vældige konsekvenser. Paven og andre repræsentanter for kristendommen har givet deres støtte til de regimer, der er baseret på løgne. Sådan vil man tænke.  De har forsømt at støtte den europæiske forskningsfrihed. De har krænket den menneskelige værdighed.Det vil igen sige, at de vestlige demokratier og de vestlige kirker har medvirket til at ødelægge det demokratiske eksperiment. Dermed har man - sikkert utilsigtet -  banet vejen for Islams fremgang.
Da Dr. Ahmadinejad havde holdt sin tale, fik nogle af deltagerne mulighed for at veksle et par personlige ord med ham. Som forventet, var de jødiske deltagere at se i første række. Omsider blev professor Faurisson nærmest båret frem til præsidenten. Faurisson roste sin iranske ven  for hans "heroiske" initiativ. Så pegede Faurisson på mig, og da det nu var blevet den eneste danskers  tur, greb jeg anledningen til at takke ham for hans mod og ærlighed. Jeg sagde, at jeg havde lovet den danske presse, at give ham et skulderklap. Om det var OK? Han smilede bredt og nikkede, fik sit skulderklap, og kvitterede med et ønske til alle danskere, om at de måtte være ærlige og retfærdige. Så ville  Gud og hans fred  være med dem. Dette ønske er hermed bragt videre!
 
Samme aften var der modtagelse i Udenrigsministeriet. Hædersgæst var Professor Faurisson. Der blev stiftet flere nyttige bekendtskaber. Også i Afrika er man begyndt at undervise efter Faurissons lærebøger! Og det iranske køkken kunne ikke være bedre! Stemningen var, som altid, top! 
 
FACT-FINDING COMMITTEE
Allerede på konferencens første dag, udtalte den iranske Udenrigsminister, at det var ønskeligt, at deltagerne udpegede en "fact-finding committee" (IRAN DAILY, 12. Dec., p. 1).
Denne komité blev valgt onsdag aften efter et kort deltagermøde, og, som overalt, i en atmosfære af hjertelig forståelse.  Indtil videre har komiteen sit sæde i Teheran, under ledelse af professor Mohammad Ali Ramin.På længere sigt skal hovedsædet henlægges til Berlin! En ren tanke, som tyske myndigheder - for tiden - næppe bryder sig meget om. Der blev lagt vægt på en international sammensætning. Lady Renouf fra Storbritannien, Dr. Serge Thion fra Frankrig, Dr. Fredrick Töben fra Australien, min ydmyghed fra Danmark, og Bernhard Schaub fra Svejts. Schaub havde  med sin ranke holdning og sine rene ord om sandhed og løgn efterladt  et glimrende  indtryk som foredragsholder. I første omgang bliver komiteens opgaver nærmest  rådgivende. At der inden længe skal afholdes endnu en konference om Holocaust står klart. Måske i Danmark? Der kan ikke herske tvivl om at man fra iransk side ønsker klarhed, og at man ønsker at høre Holocaust belyst fra begge sider. Det var derfor en katastrofe for de traditionelle historikeres anseelse, at de kun mødte fåtalligt op for at forsvare deres synspunkter i en åben og fri debat. Ingen kunne undskylde sig med, at de ikke havde tid eller råd. På længere sigt en katastrofe for de europæiske demokratier. Og bedre blev det ikke af, at forskellige amerikanske og europæiske politikere nedlod sig til allerede på forhånd at fordømme konferencen. Og just, som jeg skriver dette, indløber besked om at 40 forskningsinstitutter har afbrudt alt samarbejde med IPIS, arrangøren. Hvor tåbeligt og intolerant!
Jeg for min del kunne tænke mig, at komiteen vil lægge vægt på, at man fra iransk side indbyder de mest kendte "anti-revisionister" fra alverdens lande til den næste konference. Indbydelsen bør rettes ikke blot til historikere, men også til de politikere og religiøse ledere, som har fordømt konferencen, og som har udspredt usandheder om deltagerne og arrangørerne.
Det er muligt, ja, sandsynligt, at man vil sige nej (uden tak)  til en sådan indbydelse. I så fald må man gøre sig klart, at man derved fra europæisk og amerikansk side  bidrager til at uddybe et modsætningsforhold, som iranerne efter min bedste iagttagelse har vist rigtig god vilje til at overvinde.
Under konferencen kom professor Faurisson hen til mig og spurgte om jeg havde set den iranske udstilling om Holocaust. Det havde jeg ikke. Den var opstillet i IPIS. Professor Faurisson havde ret i, at det uden tvivl var den mest saglige og oplysende udstilling af sin art. Han havde netop over for iransk radio berettet om sit besøg på Holocaust-museet i Washington, hvor man ikke ville vise ham, hvordan et gaskammer så ud. Her i Teheran  fik man omfattende og grundig dokumentation for, hvorledes historien var blevet forfalsket. Der var undertrykte billeder og tekster, og der var talrige eksempler på, hvorledes originale billeder og tekster var blevet forfalsket. Her var de originale tegninger - alt til historien henhørende.
Hvis man altså ønsker at se og høre begge sider om Holocaust, bør man rejse til Iran. Nogle af de meget få seriøse kommentarer, jeg har set, har fremhævet, ar der fra iransk side er en politisk interesse i at få afsløret Holocaust som værende en ren myte. Det er givetvis sandt, og heller ikke forkasteligt,  men det er ikke hele sandheden. Bag ønsket om afklaring ligger også efter min overbevisning en enkel kærlighed til sandhed. Allerede de gamle grækere bemærkede denne sandhedskærlighed hos perserne.  Drug er det gamle iranske ord for løgnemagten, og drug er modsætningen til asha, eller arta, lov, ret, sandhed.
Det må være fair at konkludere, at konferencen er et vidnesbyrd om, at asha nu atter har rejst sig i kampen  mod drug. I sidste instans er det hensynet til asha, der forpligter os alle til at træde frem.


Dr. phil. Christian Lindtner, 18 december 2006.

Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning. www.holocaust.nu


AAARGH

Artikel 19.
Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.

VERDENSERKLÆRINGEN OM MENNESKERETTIGHEDERNE
INDLEDNING (1948)

Immikkoortoq 19.
Kinaluunniit pisinnaatitaavoq killiliiffigineqanngitsumik isummaminik nalunaaruteqarnissamut aammalu killiliiffigineqanngitsumik oqaaseqarsinnaatitaanissamut; pisinnaatitaaffimmi tassani aamma pineqarput allanit akuliuffigineqarani namminerisatut isummamik nalunaaruteqarsinnaatitaaneq aammalu nalunaaruteqarniarnermi atorneqarsinnaasut suulluunniit aqqutigalugit aammalu nunat killeqarfii apeqqutaatinnagit paasisassarsiorsinnaaneq eqqarsaatinillu nalunaaruteqarsinnaaneq.

INUTTUT PISINNAATITAAFFIIT PILLUGIT SILARSUARMIOQATIGIINNUT NALUNAARUT AALLAQQAASIUT (1948)

Artikkel 19.
Alle skal ha meinings- og ytringsfridom. Denne retten gjeld fridom til å ha meiningar utan innblanding, til å søkje, ta imot og gjere kjent opplysningar og idear gjennom alle dei informasjonskanalar som finst, og på tvers av alle grenser.

DEN INTERNASJONALE FRÅSEGNA OM MENNESKERETTANE
INNLEIING (Norsk - 1948)

aaarghinternational@hotmail.com